Pladetektonik

Procesen bag vulkansk aktivitet.

Jorden kan slippe af med noget af dens indre varme som den altid har haft, ved varmeventiler som vulkaner egentlig er. Den bliver herefter afkøler ved, at varmt opsmeltet materiale fra jordens indre bryder ud gennem jordens overflade. Dette sker for det meste langspladegrænserne. Vulkaner er en termal proces, som foregår inden i Jorden, og som bevirker at der konstant sker en udstrøming af varme gennem jordens overflade. Under de fleste vulkaner er der et magmakammer med opsmeltet materiale som forsyner det vulkan der er på overfladen. Det opsmeltede materiale søger herefter mod overfladen, det gør den fordi at ved opsmeltingen udvider det sig og bliver lettere end materialet omkring det. Ved denne proces dannes der forskellige mineraler og gasser, blandingen af dette sammen med krystaller kaldes for magma.

Der findes flere forkskellige vulkaner, der er overordnet set 3 faktorer der bestemmer hvilken slags vulkan vi har med at gøre. 1. hvad den er dannet af. 2 hvordan den er dannet. 3. hvilken form den har.

Skjoldvulkaner:

Har en meget flad form, fordi den er blevet opbygget af meget tyndt lava. Når lavaen er tynd kan den flyde over større afstande og kan ikke opbygge stejle skåninger. Disse vulkantyper kan blive meget store. De indeholder ikke særlig meget vand

Stratovulkaner:

Dette er den mest ”normale” vulkan, den er kegleformet. Den er kegleformet grundet af den relative tyktflydende lava, og et højere vandindhold end skjoldvulkanen.

Eksplosionsvulkaner:

Dette er en stratovulkan, men med et højere tryk. Det kan være svært at kendetegne en eksplosionsvulkan på et kort, men den kan kendetegnes ved aske rundt om vulkanen.

Spaltevulkaner:

Materialet fra jordens indre trænger op gennem sprækker i jordoverfladen. Der dannes rækker af kedler med aske ved de konstruktive pladegrænser

Supervulkaner:

Supervulkanens udbrud kan indeholde over 1000 km³ materiale, De er så voldsomme, at de kan true alt liv på jorden.

Jordskælv

Når man taler om fænomenet jordskælv, er der nogle begreber som skal forklares og fastlægges. Jorden er inddelt i forskellige lag. Som det yderste lag finder man land, det som vi lever på, og havets bund. Disse to ting betegner man som jordskorpen. Land og havbunden er sammensat af nogle enorme plader, hvor nogle stille glider væk fra hinanden, mens andre trækker sig mod hinanden. Men det er minimalt, hvor lidt pladerne rykker sig fra hinanden. Vi taler her om få centimeter pr. år. Disse plader er meget tykke – de kan være op til 200-300 km tykke under kontinenterne, men under oceanerne er de tyndere omkring 5-100 km. Det øverste lag, som er fast, kaldes lithosfæren, mens laget under, som er blødt bestående af sten, kaldes astenosfæren. Pladerne kan igen inddeles i konstruktive og destruktive plader.

Ved de konstruktive pladegrænser, der opstår på grund af jordens lithosfæriske pladers konstante bevægelse, forekommer der ofte svage jordskælv, som måles til cirka 5 på Richterskalaen. Disse jordskælv er normalvis ikke dybere end omkring 20 km. Der ligger per definition én konstruktiv pladegrænse i hvert ocean på Jorden. På nedenstående kort vises de konstruktive plader, de pink streger, i Det Indiske Ocean. På oceanbunden trækker de konstruktive pladegrænser sig væk fra hinanden, hvorefter der opstår nye oceanbundsskorper. Dette sker ved at brændende magma sprutter op fra de nyopståede sprækker i astenosfæren.     

De fleste jordskælv forekommer i lithosfærepladerne (lithosfæren er det yderste lag af Jordens indre). De kan forekomme på forskellige måder. Lithosfærepladerne kan bevæge sig langs hinanden, hvor der herefter bliver dannet en transform forkastning, hvor pladerne hverken støder ind mod hinanden eller presses ind under hinanden. Der findes transforme forkastninger langs Californiens kyst. Disse forkastninger resulterer i meget ekstreme jordskælv.  

Lande og områder som Chile, Japan, det vestlige USA, Centralamerika, Indonesien, Himalayaregionen samt Middelhavsregionen bliver hyppigt udsat for jordskælv. Dette demonstreres på nedenstående kort, hvor de røde streger angiver, hvor pladerne møder hinanden. 

Kilde:

http://www.faktalink.dk/titelliste/jordskaelv/aarsager-til-jordskaelv#section-3

Pladegrænser: Pladetektonik er et begreb, der betegner den geologiske teori der siger, at jordens ydre er opdelt i plader, såkaldte litosfæreplader, der bevæger sig i forhold til hinanden. Det er denne bevægelse i litosfærepladerne i forhold til hinanden, der er skyld i de fleste geologisk baserede naturkatastrofer, for eksempel tsunamier, vulkanudbrud og jordskælv. Grunden til at disse plader bevæger sig er, ifølge pladetektonisk teori, dels et varmeoverskud i jordens indre, og dels tyngdekraften. Når varmt kappemateriale stiger op, opstår et tryk på litosfærepladerne der får dem til at bevæge sig. Dette tryk kan dog også dannes på andre måder, for eksempel ved at magma stiger op og når litosfæren, og bliver tvunget til at søge ud til siderne for at komme igennem litosfæren og nå overfladen