Alle
oceanbundsplader er yngre end 200 millioner år. Det skyldes, at de hele tiden
bliver nydannet langs de undersøiske oceanrygge, men også at de hele tiden
bliver ødelagt, når de tvinges ned i kappen i forkastningszonerne langs randen
af kontinenterne.
onsdag den 30. januar 2013
Subduktionszonen og dybden af jordskælv
Subduktionszonen og dybden af
jordskælv
Som det fremvises på nedenstående
billede til højre (GIS) findes subduktionszonerne bl.a. i Stillehavet, hvor
oceanpladen flyder ind under kontinentalpladen så dybt, ned til 700 km dybde.
Ovenover disse områder dannes der meget store oceandybder. Som man kan se på
billedet her i blåt. Oceanbunden som mases ind under kontinentalpladen støder
på astenosfæren, som er meget mere kompakt end lithosfæren. Det er her ved
subduktionsområderne at den største energi på jorden bliver frigjort. Det er
her, hvor man finder de største jordskælv. Jordskælv kan forekomme i
forskellige dybder dog med maksimum på de fornævnt 700 km.
Et eksempel på et jordskælv, der
er opstået i en subduktionszone, er jordskælvet Sumatra i 2004. Her masede den
indiske oceanplade sig ned under den Burmesiske kontinentalplade, og det
forårsagede et kraftigt jordskælv.
Kilde:
Den midtatlantiske højderyg
Den midtatlantiske højderyg
Den midtatlantiske højderyg går
gennem Island og strækker sig derfra ned langs Atlanterhavets midtpunkt.
Højderyggen ligger i en spredningszone. Det betyder, at pladerne glider fra
hinanden. For at præcisere hvor meget de reelt glider fra hinanden, siger man
normalvis, at de vokser fra hinanden med 3-4 cm pr. år. I de opståede sprækker
kommer der sprudlende magma op, som kommer inde fra astenosfæren. Bagefter
dette er der dannet en ny skorpe på havbunden. Man kan altså konstatere, at den
midtatlantiske højderyg er en bjergkæde, som befinder sig på havet dybe
havbund. Udover den opståede skorpe frembringer forskydningen af de to plader ligeså
en form for fordybning det sted, hvor pladerne har forladt hinanden. Omkring
denne er den vulkanske aktivitet særligt udbredt.
Jordskælv i spredningszoner, som
fx ved den midtatlantiske højderyg, opstår kun i intervallet mellem overfladen
og 10 km nede. Da materialet, som befinder sig under pladerne er for blødt til
at der er nok modstand, som forårsager forekomster af jordskælv, møder man
derimod meget højt vulkansk aktivitet. Dér hvor den midtatlantiske højderyg går
igennem, nemlig Island, er der som bekendt meget vulkansk aktivitet. Et andet
faktum som spiller en væsentlig rolle på Island i spredningszonen er, at
pladerne som fornævnt drager væk fra hinanden og dette medfører altså, at
Island som ø bliver forstørret for hvert år.
Topografi, jordskælvsstyrke og typer af vulka
Her kan ses højdenforskellen ved en destruktiv pladegrænse. Det højeste er cirka 5000, og det laveste 7000. Det dybeste finde et stykke inde påland. Dette eksempel er fundet ved Sydamerikas kyst. Hvis pladerne bevæger sig væk fra hinanden i en spredningszone, vil magma vælte op fra jordens indre og danne en lang bjergkæde på havbunden med en glødende sprække i midten. En sådan bjergkæde kaldes for en midt-oceanryg. Tyngden er høj fordi havdybden er mindre hvor de undersøiske vulkaner skyder op
På illusionen nedenunder ses
det, at de kraftigste jordskælv finder sted på den destruktive pladegrænse. Det
er generelt også her, vi ser flest jordskælv. Det gør vi fordi at når den
destruktive pladegrænse støder sammen med oceanbundsplader, vil den ene glider
under den anden. Hermed bliver der dannet en dybgrav med en vulkansk øbue.
Materiale fra den overridende plade vil nu stige op fra vandet i smeltet form
og danne vulkaner.
Sammenhæng mellem pladegrænser, jordskælv og vulkaner
Der er en sammenhæng mellem pladegrænse, jordskælv og vulkaner. Dette vil
vi prøve at forklare og vise i dette afsnit. Som man kan se på billedet
nedenunder er der nær de destruktive pladegrænser mange (grønne) jordskælv.
Disse opstår ved den enorme gnidningsmodstand. Imodsætning til de destruktive
pladegrænser er der ikke særlig stor jordskælvsaktivitet omkring de
konstruktive pladegrænser. Ved de bevarende pladegrænser ser vi også en
gnidningsmodstand som kan udløse jordskælv, da det har bygget enorme spændinger
i jordskorpen.
Det er ikke nær så tydeligt at se hvor der forekommer flest vulkaner. Men
jeg vil dog sige at der nok er flest ved de konstruktive pladegrænser. Det er
ikke nær så tydeligt at se hvor der forekommer flest vulkaner. Men jeg vil dog
sige at der nok er flest ved de konstruktive pladegrænser i havet. De
konstruktive pladegrænser bevæger pladerne væk fra hinanden og på denne måde
blive oceanbundsskorpe dannet. I de konstruktive pladegrænser i oceanerne, trænger glødende magma op
fra sprækkerne og danner vulkaner.
Forskellige typer pladegrænser
Der findes tre forskellige typer pladegrænser. Disse pladegrænser finder
man, der hvor lithosfærepladerne fjerne sig fra hindanden eller støder sammen.
Der er de konstruktive, der hvor ny oceanbund dannes. De destruktive, der hvor
pladerne stødder sammen og de
bevarende pladegrænser hvor pladerne bevæger sig væk fra hinanden. Der kan
dannes jordskælv ved dem alle da de alle udløser en form for spænding.
Konstruktive: Vi har her fundet en eksempel på en konstruktiv
pladegrænse (den pink linje). Denne ligger i det indiske ocean. Størstdelen af
denne grænse ligger et godt stykke ude i havet, men et lille stykke af grænsen
nærmer sig dog land. Ved en konstruktiv pladegrænse forstås at pladerne bevæger
sig væk fra hinanden. Der kan dannes højderygge, og jordskælvsaktiviteten nær
overfladen vil være lav.
Destruktive pladegrænser: Her er et eksempel på destruktive
pladegrænser (De røde streger). Disse er fundet nær Sydamerika. Denne
pladegrænse slanger sig om af landet, men kommer dog ikke helt ind på land.
Destruktive plader bevæger sig mod hinanden. Der kan forekommer sammenstød, og
der dannes vulkaner og jordskælv. Der kan også opstå dybhavsgrave ved disse
grænser.
Bevarende pladegrænser: Et eksempel på bevarende pladegrænser ses
her omkring det Caribiske hav. Det er her de gule streger der skal holdes fokus
ved. Man kan se at der er små stykker af dem blandet med de konstruktive
grænser, men til forskel fra de konstruktive går de bevarende ind over landet.
Ved de bevarende pladegrænser glider langs hinanden, der sker ingen kollision.
Der sker dog enorme spændinger ved gnidningsmodstanden som bliver udløst ved
jordskælv.
onsdag den 23. januar 2013
Pladetektonik
Procesen bag vulkansk
aktivitet.
Jorden kan slippe af med noget af dens indre varme som
den altid har haft, ved varmeventiler som vulkaner egentlig er. Den bliver
herefter afkøler ved, at varmt opsmeltet materiale fra jordens indre bryder ud
gennem jordens overflade. Dette sker for det meste langspladegrænserne.
Vulkaner er en termal proces, som foregår inden i Jorden, og som bevirker at
der konstant sker en udstrøming af varme gennem jordens overflade. Under de
fleste vulkaner er der et magmakammer med opsmeltet materiale som forsyner det
vulkan der er på overfladen. Det opsmeltede materiale søger herefter mod
overfladen, det gør den fordi at ved opsmeltingen udvider det sig og bliver
lettere end materialet omkring det. Ved denne proces dannes der forskellige
mineraler og gasser, blandingen af dette sammen med krystaller kaldes for
magma.
Der findes flere forkskellige vulkaner, der er overordnet
set 3 faktorer der bestemmer hvilken slags vulkan vi har med at gøre. 1. hvad
den er dannet af. 2 hvordan den er dannet. 3. hvilken form den har.
Skjoldvulkaner:
Har en meget flad form, fordi den
er blevet opbygget af meget tyndt lava. Når lavaen er tynd kan den flyde over
større afstande og kan ikke opbygge stejle skåninger. Disse vulkantyper kan
blive meget store. De indeholder ikke særlig meget vand
Stratovulkaner:
Dette er den
mest ”normale” vulkan, den er kegleformet. Den er kegleformet grundet af den
relative tyktflydende lava, og et højere vandindhold end skjoldvulkanen.
Eksplosionsvulkaner:
Dette er en
stratovulkan, men med et højere tryk. Det kan være svært at kendetegne en
eksplosionsvulkan på et kort, men den kan kendetegnes ved aske rundt om
vulkanen.
Spaltevulkaner:
Materialet fra
jordens indre trænger op gennem sprækker i jordoverfladen. Der dannes rækker af
kedler med aske ved de konstruktive pladegrænser
Supervulkaner:
Supervulkanens udbrud kan indeholde over 1000 km3
materiale, De er så voldsomme, at de kan true alt liv på jorden.
Jordskælv
Når man taler om fænomenet
jordskælv, er der nogle begreber som skal forklares og fastlægges. Jorden er
inddelt i forskellige lag. Som det yderste lag finder man land, det som vi
lever på, og havets bund. Disse to ting betegner man som jordskorpen. Land og
havbunden er sammensat af nogle enorme plader, hvor nogle stille glider væk fra
hinanden, mens andre trækker sig mod hinanden. Men det er minimalt, hvor lidt
pladerne rykker sig fra hinanden. Vi taler her om få centimeter pr. år. Disse
plader er meget tykke – de kan være op til 200-300 km tykke under
kontinenterne, men under oceanerne er de tyndere omkring 5-100 km. Det øverste
lag, som er fast, kaldes lithosfæren, mens laget under, som er blødt bestående
af sten, kaldes astenosfæren. Pladerne kan igen inddeles i konstruktive og
destruktive plader.
Ved de konstruktive pladegrænser,
der opstår på grund af jordens lithosfæriske pladers konstante bevægelse,
forekommer der ofte svage jordskælv, som måles til cirka 5 på Richterskalaen.
Disse jordskælv er normalvis ikke dybere end omkring 20 km. Der ligger per
definition én konstruktiv pladegrænse i hvert ocean på Jorden. På nedenstående
kort vises de konstruktive plader, de pink streger, i Det Indiske Ocean. På
oceanbunden trækker de konstruktive pladegrænser sig væk fra hinanden,
hvorefter der opstår nye oceanbundsskorper. Dette sker ved at brændende magma
sprutter op fra de nyopståede sprækker i astenosfæren.
De fleste jordskælv forekommer i lithosfærepladerne
(lithosfæren er det yderste lag af Jordens indre). De kan forekomme på
forskellige måder. Lithosfærepladerne kan bevæge sig langs hinanden, hvor der
herefter bliver dannet en transform forkastning, hvor pladerne hverken støder
ind mod hinanden eller presses ind under hinanden. Der findes transforme
forkastninger langs Californiens kyst. Disse forkastninger resulterer i meget
ekstreme jordskælv.
Lande og områder som Chile, Japan, det vestlige USA,
Centralamerika, Indonesien, Himalayaregionen samt Middelhavsregionen bliver
hyppigt udsat for jordskælv. Dette demonstreres på nedenstående kort, hvor de
røde streger angiver, hvor pladerne møder hinanden.
Pladegrænser: Pladetektonik er
et begreb, der betegner den geologiske teori der siger, at jordens ydre er
opdelt i plader, såkaldte litosfæreplader, der bevæger sig i forhold til
hinanden. Det er denne bevægelse i litosfærepladerne i forhold til hinanden,
der er skyld i de fleste geologisk baserede naturkatastrofer, for eksempel
tsunamier, vulkanudbrud og jordskælv. Grunden til at disse plader bevæger sig
er, ifølge pladetektonisk teori, dels et varmeoverskud i jordens indre, og dels
tyngdekraften. Når varmt kappemateriale stiger op, opstår et tryk på
litosfærepladerne der får dem til at bevæge sig. Dette tryk kan dog også dannes
på andre måder, for eksempel ved at magma stiger op og når litosfæren, og
bliver tvunget til at søge ud til siderne for at komme igennem litosfæren og nå
overfladen
Abonner på:
Opslag (Atom)