Pladebevægelse og oceanbundens alder

Alle oceanbundsplader er yngre end 200 millioner år. Det skyldes, at de hele tiden bliver nydannet langs de undersøiske oceanrygge, men også at de hele tiden bliver ødelagt, når de tvinges ned i kappen i forkastningszonerne langs randen af kontinenterne.

Subduktionszonen og dybden af jordskælv

Subduktionszonen og dybden af jordskælv

Som det fremvises på nedenstående billede til højre (GIS) findes subduktionszonerne bl.a. i Stillehavet, hvor oceanpladen flyder ind under kontinentalpladen så dybt, ned til 700 km dybde. Ovenover disse områder dannes der meget store oceandybder. Som man kan se på billedet her i blåt. Oceanbunden som mases ind under kontinentalpladen støder på astenosfæren, som er meget mere kompakt end lithosfæren. Det er her ved subduktionsområderne at den største energi på jorden bliver frigjort. Det er her, hvor man finder de største jordskælv. Jordskælv kan forekomme i forskellige dybder dog med maksimum på de fornævnt 700 km.

Et eksempel på et jordskælv, der er opstået i en subduktionszone, er jordskælvet Sumatra i 2004. Her masede den indiske oceanplade sig ned under den Burmesiske kontinentalplade, og det forårsagede et kraftigt jordskælv.

Kilde:

http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Geologi_og_kartografi/Tektonik/Den_Midtatlantiske_Ryg

http://www.geus.dk/viden_om/ddj/ddj_003-dk.html

Den midtatlantiske højderyg

Den midtatlantiske højderyg

Den midtatlantiske højderyg går gennem Island og strækker sig derfra ned langs Atlanterhavets midtpunkt. Højderyggen ligger i en spredningszone. Det betyder, at pladerne glider fra hinanden. For at præcisere hvor meget de reelt glider fra hinanden, siger man normalvis, at de vokser fra hinanden med 3-4 cm pr. år. I de opståede sprækker kommer der sprudlende magma op, som kommer inde fra astenosfæren. Bagefter dette er der dannet en ny skorpe på havbunden. Man kan altså konstatere, at den midtatlantiske højderyg er en bjergkæde, som befinder sig på havet dybe havbund. Udover den opståede skorpe frembringer forskydningen af de to plader ligeså en form for fordybning det sted, hvor pladerne har forladt hinanden. Omkring denne er den vulkanske aktivitet særligt udbredt. 

Jordskælv i spredningszoner, som fx ved den midtatlantiske højderyg, opstår kun i intervallet mellem overfladen og 10 km nede. Da materialet, som befinder sig under pladerne er for blødt til at der er nok modstand, som forårsager forekomster af jordskælv, møder man derimod meget højt vulkansk aktivitet. Dér hvor den midtatlantiske højderyg går igennem, nemlig Island, er der som bekendt meget vulkansk aktivitet. Et andet faktum som spiller en væsentlig rolle på Island i spredningszonen er, at pladerne som fornævnt drager væk fra hinanden og dette medfører altså, at Island som ø bliver forstørret for hvert år.  

Topografi, jordskælvsstyrke og typer af vulka

Her kan ses højdenforskellen ved en destruktiv pladegrænse. Det højeste er cirka 5000, og det laveste 7000. Det dybeste finde et stykke inde påland. Dette eksempel er fundet ved Sydamerikas kyst. Hvis pladerne bevæger sig væk fra hinanden i en spredningszone, vil magma vælte op fra jordens indre og danne en lang bjergkæde på havbunden med en glødende sprække i midten. En sådan bjergkæde kaldes for en midt-oceanryg. Tyngden er høj fordi havdybden er mindre hvor de undersøiske vulkaner skyder op

På illusionen nedenunder ses det, at de kraftigste jordskælv finder sted på den destruktive pladegrænse. Det er generelt også her, vi ser flest jordskælv. Det gør vi fordi at når den destruktive pladegrænse støder sammen med oceanbundsplader, vil den ene glider under den anden. Hermed bliver der dannet en dybgrav med en vulkansk øbue. Materiale fra den overridende plade vil nu stige op fra vandet i smeltet form og danne vulkaner.

 

Sammenhæng mellem pladegrænser, jordskælv og vulkaner

Der er en sammenhæng mellem pladegrænse, jordskælv og vulkaner. Dette vil vi prøve at forklare og vise i dette afsnit. Som man kan se på billedet nedenunder er der nær de destruktive pladegrænser mange (grønne) jordskælv. Disse opstår ved den enorme gnidningsmodstand. Imodsætning til de destruktive pladegrænser er der ikke særlig stor jordskælvsaktivitet omkring de konstruktive pladegrænser. Ved de bevarende pladegrænser ser vi også en gnidningsmodstand som kan udløse jordskælv, da det har bygget enorme spændinger i jordskorpen.

Det er ikke nær så tydeligt at se hvor der forekommer flest vulkaner. Men jeg vil dog sige at der nok er flest ved de konstruktive pladegrænser. Det er ikke nær så tydeligt at se hvor der forekommer flest vulkaner. Men jeg vil dog sige at der nok er flest ved de konstruktive pladegrænser i havet. De konstruktive pladegrænser bevæger pladerne væk fra hinanden og på denne måde blive oceanbundsskorpe dannet. I de konstruktive pladegrænser  i oceanerne, trænger glødende magma op fra sprækkerne og danner vulkaner. 

Forskellige typer pladegrænser

Der findes tre forskellige typer pladegrænser. Disse pladegrænser finder man, der hvor lithosfærepladerne fjerne sig fra hindanden eller støder sammen. Der er de konstruktive, der hvor ny oceanbund dannes. De destruktive, der hvor pladerne stødder sammen  og de bevarende pladegrænser hvor pladerne bevæger sig væk fra hinanden. Der kan dannes jordskælv ved dem alle da de alle udløser en form for spænding.

Konstruktive: Vi har her fundet en eksempel på en konstruktiv pladegrænse (den pink linje). Denne ligger i det indiske ocean. Størstdelen af denne grænse ligger et godt stykke ude i havet, men et lille stykke af grænsen nærmer sig dog land. Ved en konstruktiv pladegrænse forstås at pladerne bevæger sig væk fra hinanden. Der kan dannes højderygge, og jordskælvsaktiviteten nær overfladen vil være lav.

Destruktive pladegrænser: Her er et eksempel på destruktive pladegrænser (De røde streger). Disse er fundet nær Sydamerika. Denne pladegrænse slanger sig om af landet, men kommer dog ikke helt ind på land. Destruktive plader bevæger sig mod hinanden. Der kan forekommer sammenstød, og der dannes vulkaner og jordskælv. Der kan også opstå dybhavsgrave ved disse grænser.

Bevarende pladegrænser: Et eksempel på bevarende pladegrænser ses her omkring det Caribiske hav. Det er her de gule streger der skal holdes fokus ved. Man kan se at der er små stykker af dem blandet med de konstruktive grænser, men til forskel fra de konstruktive går de bevarende ind over landet. Ved de bevarende pladegrænser glider langs hinanden, der sker ingen kollision. Der sker dog enorme spændinger ved gnidningsmodstanden som bliver udløst ved jordskælv. 

Pladetektonik

Procesen bag vulkansk aktivitet.

Jorden kan slippe af med noget af dens indre varme som den altid har haft, ved varmeventiler som vulkaner egentlig er. Den bliver herefter afkøler ved, at varmt opsmeltet materiale fra jordens indre bryder ud gennem jordens overflade. Dette sker for det meste langspladegrænserne. Vulkaner er en termal proces, som foregår inden i Jorden, og som bevirker at der konstant sker en udstrøming af varme gennem jordens overflade. Under de fleste vulkaner er der et magmakammer med opsmeltet materiale som forsyner det vulkan der er på overfladen. Det opsmeltede materiale søger herefter mod overfladen, det gør den fordi at ved opsmeltingen udvider det sig og bliver lettere end materialet omkring det. Ved denne proces dannes der forskellige mineraler og gasser, blandingen af dette sammen med krystaller kaldes for magma.

Der findes flere forkskellige vulkaner, der er overordnet set 3 faktorer der bestemmer hvilken slags vulkan vi har med at gøre. 1. hvad den er dannet af. 2 hvordan den er dannet. 3. hvilken form den har.

Skjoldvulkaner:

Har en meget flad form, fordi den er blevet opbygget af meget tyndt lava. Når lavaen er tynd kan den flyde over større afstande og kan ikke opbygge stejle skåninger. Disse vulkantyper kan blive meget store. De indeholder ikke særlig meget vand

Stratovulkaner:

Dette er den mest ”normale” vulkan, den er kegleformet. Den er kegleformet grundet af den relative tyktflydende lava, og et højere vandindhold end skjoldvulkanen.

Eksplosionsvulkaner:

Dette er en stratovulkan, men med et højere tryk. Det kan være svært at kendetegne en eksplosionsvulkan på et kort, men den kan kendetegnes ved aske rundt om vulkanen.

Spaltevulkaner:

Materialet fra jordens indre trænger op gennem sprækker i jordoverfladen. Der dannes rækker af kedler med aske ved de konstruktive pladegrænser

Supervulkaner:

Supervulkanens udbrud kan indeholde over 1000 km³ materiale, De er så voldsomme, at de kan true alt liv på jorden.

Jordskælv

Når man taler om fænomenet jordskælv, er der nogle begreber som skal forklares og fastlægges. Jorden er inddelt i forskellige lag. Som det yderste lag finder man land, det som vi lever på, og havets bund. Disse to ting betegner man som jordskorpen. Land og havbunden er sammensat af nogle enorme plader, hvor nogle stille glider væk fra hinanden, mens andre trækker sig mod hinanden. Men det er minimalt, hvor lidt pladerne rykker sig fra hinanden. Vi taler her om få centimeter pr. år. Disse plader er meget tykke – de kan være op til 200-300 km tykke under kontinenterne, men under oceanerne er de tyndere omkring 5-100 km. Det øverste lag, som er fast, kaldes lithosfæren, mens laget under, som er blødt bestående af sten, kaldes astenosfæren. Pladerne kan igen inddeles i konstruktive og destruktive plader.

Ved de konstruktive pladegrænser, der opstår på grund af jordens lithosfæriske pladers konstante bevægelse, forekommer der ofte svage jordskælv, som måles til cirka 5 på Richterskalaen. Disse jordskælv er normalvis ikke dybere end omkring 20 km. Der ligger per definition én konstruktiv pladegrænse i hvert ocean på Jorden. På nedenstående kort vises de konstruktive plader, de pink streger, i Det Indiske Ocean. På oceanbunden trækker de konstruktive pladegrænser sig væk fra hinanden, hvorefter der opstår nye oceanbundsskorper. Dette sker ved at brændende magma sprutter op fra de nyopståede sprækker i astenosfæren.     

De fleste jordskælv forekommer i lithosfærepladerne (lithosfæren er det yderste lag af Jordens indre). De kan forekomme på forskellige måder. Lithosfærepladerne kan bevæge sig langs hinanden, hvor der herefter bliver dannet en transform forkastning, hvor pladerne hverken støder ind mod hinanden eller presses ind under hinanden. Der findes transforme forkastninger langs Californiens kyst. Disse forkastninger resulterer i meget ekstreme jordskælv.  

Lande og områder som Chile, Japan, det vestlige USA, Centralamerika, Indonesien, Himalayaregionen samt Middelhavsregionen bliver hyppigt udsat for jordskælv. Dette demonstreres på nedenstående kort, hvor de røde streger angiver, hvor pladerne møder hinanden. 

Kilde:

http://www.faktalink.dk/titelliste/jordskaelv/aarsager-til-jordskaelv#section-3

Pladegrænser: Pladetektonik er et begreb, der betegner den geologiske teori der siger, at jordens ydre er opdelt i plader, såkaldte litosfæreplader, der bevæger sig i forhold til hinanden. Det er denne bevægelse i litosfærepladerne i forhold til hinanden, der er skyld i de fleste geologisk baserede naturkatastrofer, for eksempel tsunamier, vulkanudbrud og jordskælv. Grunden til at disse plader bevæger sig er, ifølge pladetektonisk teori, dels et varmeoverskud i jordens indre, og dels tyngdekraften. Når varmt kappemateriale stiger op, opstår et tryk på litosfærepladerne der får dem til at bevæge sig. Dette tryk kan dog også dannes på andre måder, for eksempel ved at magma stiger op og når litosfæren, og bliver tvunget til at søge ud til siderne for at komme igennem litosfæren og nå overfladen